Pyh! Sommersolen og varmebølgerne har endelig ramt hovedstaden, og det har aldrig været mere tiltrængt med et køligt og friskt dyp i bølgen blå!
I København er vi så heldige at have både havn, strand og friluftsanlæg inden for rækkevidde. Ja, for at det ikke skal være løgn, har vi faktisk nogle af verdens allerbedste bademuligheder: Det amerikanske nyhedsmedie CNN udvalgte i 2019 København som nummer 1 på en liste over de mest badevenlige storbyer i verden.

Her får du et godt overblik over byens bedste badesteder!

Mangler vi et godt badested? Tip os gerne på [email protected]

Du kan altid tjekke badevandskvaliteten på badevand.dk, eller på skiltet ved badestedet før du hopper i.

Badezoner i Københavns Havn

Er du ikke til strand, sand, brændmænd, tang og krabber? Så kan du heldigvis sagtens få stillet badelysten i Københavns Havn! I de 9 markerede, urbane badezoner kan du plaske, svømme og flyde alt det du vil - i nogle af dem er der endda livreddere til stede til at passe på dig.

OBS: Bader du udenfor badezonerne i Københavns Havn, kan du få bøder af politiet.

Sluseholmen

Tag forbi Sydhavnens Sluseholmen, oplev de hollandsk-inspirerede kanaler og få et dyp i Havnebadet! Badet er udstyret med hele tre bassiner - et til de helt små, et børne-ungdomsbassin og et hovedbassin til svømning. Anlægget er under opsyn af livreddere.

Havnevigen

Havnevigen på Islands Brygge er byens nye, trendy nabolag. Hér kan du få følelsen af at være på stranden helt uden at være det: Der er nemlig blevet anlagt en lækker sandstrand blandt de smukke lejligheder!

Havnebadet Fisketorvet

Lige ved siden af shoppingcentret Fisketorvet ligger Havnebadet, som består af 3 adskilte bassiner: et børnebassin, et springbassin og et motionsbassin.
Anlægget er under opsyn af livreddere.

Halfdansgade

På Islands Brygge lidt ud for Halfdansgade ligger den markerede badezone Halfdansgade, hvor du fra en flydende ponton kan hoppe i det kolde dyb. Ahhh!

Havnebadet Islands Brygge

Du har måske set det ikoniske badetårn på Islands Brygge en gang eller to - i hvert fald er Havnebadet Islands Brygge ét af de mest populære badesteder i byen, hvortil store og små valfarter til hver sommer. Der er fem bassiner og et udspringstårn på henholdsvis 1, 3 og 5 meter. Anlægget er under opsyn af livreddere.

Kalvebod Bølge

På den anden side af Islands Brygges havnebad ligger Kalvebod Brygges bølgeformede havnepromenade, Kalvebod Bølge. Her kan du også få en dejlig dag ved vandet, hvad enten du vil bade, sole dig eller måske leje en kajak!

Sandkaj

Sandkaj Badezone finder du i det nye og lækre Århusgadekvarter i Nordhavn, hvor promenaden, cafeerne og badegæster sammen skaber en ægte og nærmest sydlandsk sommerferiestemning!

Søndre Refshalebassin

I det sydøstlige hjørne i Søndre Refshalebassin lige ved Urban Riggers og Toll Havs Kiosk findes den nyere badezone Søndre Refshalebassin - her kan du med fordel køle kroppen ned i de varme måneder.

Halvandet

Lidt længere ude på Refshaleøen findes den hyggelige og stemningsfulde badezone Halvandet. Den ligger lige ved strandbaren "Halvandet", hvor det også er muligt at få en bid at spise eller lidt at drikke, hvis badeturen trækker ud.

La Banchina

Et andet sted på refshaleøen ligger Caféen La Banchina, som har eget badeområde, der frit kan benyttes, hvis man er gæst på caféen. Caféen og badeområdet er populært og intimt, så kom i god tid, hvis I vil have en plads.

Strande i København

strand københavn badesteder

Har du i stedet brug for havluft, lidt mere plads omkring håndklædet og "rigtigt" sand mellem tæerne? København byder på intet mindre end 3 skønne badestrande.

Amager Strand

Med intet mindre end 4,6 kilometer hvid sandstrand, gør skønne Amager Strandpark det altid muligt at finde en god plads - selv på brandhede sommerdage! Her kan man både vælge at bade i ''lagunen'' eller ved havet, og så er der også gode rulleskøjte- og boldbaner, volleynet, isbarer, cafeer, kajakudlejning og meget mere.
Der vil være livreddere på stranden fra 23. juni til sidste søndag i august.

Søbadeanstalten Helgoland ved Amager Strand holder desuden åbent fra 1. maj – 3o. september, alle dage kl. 10:00 - 18:00.

Svanemølle Strand

Skal du forbi fantastiske Svanemølle Strand på Østerbro en varm sommerdag, kan du måske godt komme til at slås om pladsen til håndklædet. Stranden er meget populær og velbesøgt på grund af sin enorme badebro, fine promenade, gode isbar og børnevenlige sandbund.
Der vil være livreddere på stranden fra 23. juni til sidste søndag i august.

Valbyparken

Den 120 meter lange sandstrand i Valbyparken åbnede officielt sidste år efter den har været 9 år undervejs! Der er toiletfaciliteter, omklædning og udendørsbrusere. Dog er der ikke livreddere på stranden. I Valbyparken finder man udover en smuk park og temahaver også fribeebane, café og Københavns Kommunes største naturlegeplads.

Friluftsbade i København

friluftsbad badesteder København
Bellahøj Friluftsbad

Friluftsbade med rensede pools, græsarealer og omklædningsrum med bad kan bare noget helt særligt. Hos Københavns to skønne bade er du sikret en dejlig og hyggelig dag ved poolen med venner og familie.

Bellahøj Friluftsbad

Nyd de to lækre svømmebassiner og den store, røde rutchebane hos Bellahøj Friluftsbad. Vandtemperaturen er 20 grader.
Adresse: Bellahøjvej 1-3, 2700 Brønshøj


Bavnehøj Friluftsbad

Hos Baunehøj Friluftsbad kan du og hele familien svømme, dykke og plaske rundt i de to store pools. Der er både et 25 meter bassin med 6 baner og et legebassin. Der er også et græsareal med legeredskaber. Vandtemperaturen er 22 grader.
Adresse: Enghavevej 90, 2450 København SV