Privatlivspolitik
Kultur og Kunst Det sker i København Guides

Guide: Det sker i januar

Godt nytår! Vi håber, at alle er kommet godt ind i det nye år. Et nyt år betyder nye oplevelser, så her har du fem tip til spændende begivenheder i januar.

Til nytårskur på Christiansborg Slot

Traditionen tro danner Christiansborg Slot rammen for H.M. Dronningens nytårskure i begyndelsen af året – og nu har du muligheden for at komme bag kulissen til en særlig omvisning på Christiansborg Slot, hvor du kan høre historien om de storslåede nytårskure. Selve omvisningen varer to timer og starter med et besøg i De Kongelige Stalde, hvor kongehusets heste og kareter holder til. Derefter går turen til De Kongelige Repræsentationslokaler inde på slottet, hvor du gennem gemakker og sale kan følge i kurgæsternes fodspor.

Hvor? Christiansborg Slot, Prins Jørgens Gård 1, 1218 København K (mødestedet er ved billetsalget med indgang via Dronningeporten).

Hvornår? Syv forskellige dage i januar 2020 – bemærk at nogle dage allerede er udsolgte.

Pris? Voksen 140 kr. og barn 70 kr.

Læs her for mere information samt køb af billet

Kom med til fællessang

Tag din Højskolesangbog under armen – eller lån en i døren – og mød op i Brorsons Kirke på Nørrebro den 12. januar kl. 21.00, hvor DR2 inviterer til stemningsfuld fællessang, når der synges sange fra Højskolesangbogen. Arrangementet er en del af ’Live fra Højskolesangen’, hvor der landet over er lagt op til 12½ times fællessang. Phillip Faber fra DR er aftenenes vært, og Bertel Haarder samt Ida Auken gæster kirken for at udvælge sange, mens Isam B slutter aftenen af med sang.

Hvor? Brorsons Kirke, Rantzausgade 49, 2200 København N.

Hvornår? Søndag den 12. januar 2020 kl. 21.00-22.30. Dørene åbner kl. 20.15 og lukker kl. 20.45.

Pris? Arrangementet er gratis, men kom i god tid.

Læs her for mere information

Få design ind under huden – helt gratis

Designmuseum Danmark inviterer til to særlige onsdagsarrangementer, hvor du kan få indblik i design på en ny og levende måde – og så endda helt gratis. Museets medarbejdere står klar til at give et indblik i udstillingerne samt fortælle om, hvorfor de brænder for design.

Hvor? Designmuseum Danmark, Bredgade 68, 1260 København K.

Hvornår? Onsdag den 15. og 29. januar 2020 fra kl. 18.00-21.00.

Pris? Gratis adgang på de to nævnte onsdage fra kl. 18.00.

Læs her for mere information

Til loppefest i Nørrebrohallen

Kom med til en kæmpe loppefest, når dørene slås op til Veras Market i Nørrebrohallen lørdag den 18. januar og søndag den 19. januar 2020 kl. 11.00-16.00. Gå på loppejagt i alt lige fra striktrøjer til accessoires – måske gør du dig et kup blandt de private stande. Ellers er der også mulighed for at bytte dit brugte tøj til nyt i Veras stand.

Hvor? Multisalen i Nørrebrohallen, Nørrebrogade 208, 2200 København N.

Hvornår? Lørdag den 18. januar og søndag den 19. januar 2020 kl. 11.00-16.00.

Pris? Entré for dagsbillet i døren: 35 kr. Entré for begge dage i døren: 70 kr. Du kan også købe din billet online til hhv. 30 kr. for en dagsbillet og 50 kr. for begge dage.

Læs her for mere information samt køb af billet

Vinter i Tivoli

Fra slutningen af januar kan du opleve tusindsivs af funklende lyspunkter i vinterens mørke, når Tivoli byder indenfor i den vinterpyntede have. Under Vinter i Tivoli kan du blandt andet opleve lysinstallationer til Copenhagen Light Festival samt Vinterilluminationer på Tivoli Søen. Derudover kan du fra den 31. januar til den 6. februar 2020 smage på særlige menuer til en fast pris, når Havens spisesteder inviterer til restaurantfestivalen Tivoli Dining Week.

Hvor? Vesterbrogade 3, 1630 København V.

Hvornår? 31. januar til 23. februar 2020.

Pris? Entrébillet: 135 kr. Turpas: Fra 245 kr.

Læs her for mere information

Om skribenten

Anne-Fie Leth Rasmussen

Anne-Fie Leth Rasmussen

Jeg elsker at gå på opdagelse i by og natur - og jeg håber, jeg kan inspirere dig til at opleve nye sider af København.