Privatlivspolitik
Musik og Film Kultur og Kunst Guides Kulturnatten

Kulturnatten på Nørrebro og NV: 10 ting du skal opleve

Kulturnatten 2019 Nørrebro, NV, Grundtvigs kirke havets katedral
Malene Helledie
Skrevet af Malene Helledie

Tag med på en lille rejse for en aften fredag den 11. oktober. Kulturnatten 2019 er den oplagte mulighed for at snuse til det man ikke kender, kender men ikke genkender eller sender halvskjulte nysgerrige blikke efter. Denne aften og nat bliver du inviteret indenfor og ud i nye oplevelser, rum og kulturer.
Og i morgen får du lov til at gå tilbage til hverdagen igen, bare rolig.

Vi tager ud at rejse for at få input til vores egen lille verden. Det gør de fleste af os et par gange om året, og med hjem har vi alt fra krydderier til afskyelige fejlkøb med frynser og perler. Vi fylder hver især vores hverdag med små glimmereksplosioner i diverse afskygninger; dybe vejrtrækninger, en knasende skefuld, et stykke musik, en dans, en berøring eller et grin.

Hvorfor ikke finde de gode historier, der udspiller sig lige her rundt om os i København og giv dem vores fulde opmærksomhed for en aften. 

Afsted! Og vær nysgerrig! 

– Køb dit kulturpas for 95 kr., det giver fri adgang til alle kulturnattens officielle begivenheder og alle ture ml. kl. 17 – 05 med det offentlige er på kommunens regning.

 

Sanselighed i Bioteket

Hvor: Bioteket, Valhalsgade 4, vinterhaven
Hvornår: 18.00 – 23.00

Ved siden af Osramhuset finder du Bioteket. Et 80 m2 drivhus med planter, fisk, insekter og diskokugle. Rummet bruges til at udvikle byøkologiske løsninger til et bæredygtigt byliv og er inkubator for mange nye start-ups. På kulturnatten er temaet ’jordens overlevelse’, og du kan komme med på en tur ud i sansernes verden og blive stimuleret af både dufte-, lyde-, syn – og smagsindtryk.

Du kan se eventet her

 

Vertigo i Brorsons Kirke

Hvor: Brorsons Kirke, Rantzausgade 49
Hvornår: 20:00 – 00:00

Du kan måske huske ’The Wave’, der oplyste Ofelias plads sidste vinter og med sin tunnelform, fik dig ud på den anden side opløftet af en intens omgang lysterapi. Denne aften viser de igen, hvordan deres lys og lyd kan omdanne et rum og for en stund, dig. Du kan opleve en 5 timer lang meditation med ambient og elektronisk musik af skiftende kunstnere i Brorsons Kirke.

Du kan se eventet her

 

Fællessang med Mellemfolkeligt Samvirke

Hvor: Mellemfolkeligt Samvirke, Fælledvej 12
Hvornår: 18.00 – 22.00

Der sker noget ret fint, når mange mennesker synger sammen – det giver energi og fælleskab. På kulturnatten kan du synge dette frem for at støtte Mellemfolkeligt Sammenvirke og deres kamp for sammenhold og solidaritet. Efter fællessang er der økologisk vegetarisk fællesspisning i Globalhagen Kitchen. Og fik jeg sagt bål og tændte lygter og live-musik.

Du kan se eventet her

 

Aquasounds

Hvor: Hillerødgade Bad og Hal, Sandbjerggade 35
Hvornår: 20:00 – 23:00

Ideen om en svømmehal efter lukketid giver en barnlig spænding i kroppen, ikk? Tilføj nu den umage kombination af lydinstallationer med dunkel techno af Rune Bagge og Sortlegeme, og vand. Lige præcis denne aften er dette det perfekt match. Du kan få en helt særlig oplevelse, der får ikke bare krop men også sind til at blive let, og flydende.

Du kan se eventet her

 

Tantra-eksperimenter

Hvor: Natha Yogacenter, Nordre Fasanvej 230
Hvornår: 18:00 – 22:00

Du kan virkelig få lov at udfordre dig selv og din krop til kulturnatten. Hele aftenen kan du droppe ind til miniworkshops, der fokuserer på krop og sind og hvordan de snakker sammen. Du vil blive udfordret i at være nærværende, opleve hvor meget en simpel berøring gør ved kroppen, og du kan høre talks, prøve tantra øvelser og yoga.

Du kan se eventet her

 

Grundtvigs Kirken bliver til Havets Katedral

Hvor: Grundtvigs Kirke, På Bjerget 14 B
Hvornår: 18:00 – 22:00

Grundtvig Kirken bliver badet i blåt lys på Kulturnatten. Hvis du har læst Ildefonso Falcones’ roman om Barcelona i det 14 århundrede, vil tankerne straks gå til den store Santa Maria del ar kirke. Mellem 19.00 – 21.30 kan du opleve et brusende kor, orgelmusik og digtoplæsning. Du kan også få et udsyn, ud over det almindelige, i kirkens tårn, der denne aften vil være åben for besøgende.

Du kan se eventet her

 

En anderledes teaterproduktion

Hvor: Alias Teaterproduktion, Skjolds Plads 2
Hvornår: 18:00 – 00:00

Oplev første del af The Female Gaze, en anderledes form for teaterforestilling. Herudover kan du se fotoudstillingen LINE-frame af Karoline Lieberkind. Det er selvbilleder af kvinden LINE set gennem en kvindes øjne. Udstillingen bryder grænser mellem kunstarter og skaber dialog på tværs af fotografi, dramatik, installation, dans og lyd.
Man kan se de efterfølgende 4 dele løbende gennem 2019/20.

Du kan se eventet her

 

Litterær Quiz aften

Hvor: Ark Books, Mællegade 10
Hvornår: 19 – 22.00

Sidder du ofte med snuden i bøgerne og ophober der sig mærkelig facts om bøger i dit hoved, så kan du lade dig quizze i din dejlige nørdede viden.
Brug Kulturnatten på at nyde et glas vin omringet af bøger, mens du dyster om at blive kåret ‘Copenhagen’s Literary Champion – Du kan vinde en bog du selv vælger fra reolen. 

Du kan se eventet her

 

Celebrating the Hybrid

Hvornår: Union, Nørre Allé 7
Hvornår: 18 – 01.00

Hvad sker der, når vi blander forskellige substanser fra forskellige kulturer? Når vi lader lyde, udtryk, kunst og mad smelte sammen, kan der opstå noget ret skønt. Til kulturnatten demonstrerer Union dette, med kunstudstillinger, talks, Social Dining og forestillingen Body Lanscapes skabt af kunstnere fra rundt om i hele verden.

Du kan se eventet her

 

Gotisk tur på Assistens Kirkegård

Hvor: Kulturcentret Assistens, Kapelvej 4
Hvornår: 18:00 – 23:00

En tur på kirkegården kan både give ro, refleksion og et godt skud natur og frisk luft, og Assistens Kirkegaard er velbesøgt af Københavnere med podcasts i ørene, en ven under armen og to-go kaffe i hånden. Til kulturnatten kan du opleve den fra en ny side, når lys- og lydinstallationer, film, digte og specialomvisninger oplyser særligt udvalgte kroge og fortæller kirkegårdens historier, som du ikke har hørt dem før.

Du kan se eventet her

 

Kom tilbage til vores guide med udvalgte events for hver bydel i København ved at klikke her.

 

Om skribenten

Malene Helledie

Malene Helledie

Du kan kalde mig en nysgerrig tilflytter, der på 6. år jagter oplevelser i København. Jeg er uddannet kommunikatør og er vild med at finde historier - om de er på skrift, på lærreder, dokumentariske eller udspiller sig i hverdagens scenarier. Mine øjne bliver draget af arkitektur, kunst og natur, og der er altid musik i mine øre.