Privatlivspolitik
Gratis Kultur og Kunst

FESTIVAL: Natur og videnskab i fokus

Lærke Rask
Skrevet af Lærke Rask

Undrer du dig også over, hvorfor himlen er blå, hvorfor nogle planter er giftige, eller måske hvordan et dådyr ser ud indeni? Alt dette kan du få svar på når Søndermarken holder den årlige Bloom Festival den 25. og 26. maj.

Hvorfor er det egentlig at…

Vi undrer os allesammen over både store og små ting i vores hverdag. Måske lagde du mærke til en anderledes fugl på cykelturen hjem fra arbejde, eller måske var der ekstra meget modvind, så du begyndte at tænke over hvorfor det egentlig blæser så meget nogle dage, og andre dage er vinden pist væk. Hvad end du undrer dig over, kan du helt sikkert finde, og se svaret på Bloom Festival i Søndermarken d. 25. og 26. maj. Der vil være forskere, der viser deres arbejde frem, og rige muligheder for at stille spørgsmål til alt, man ser.

Foto af Longfei Wang

Må man så godt stille dumme spørgsmål?

Man må stille alle de spørgsmål, man kan komme i tanke om. Målet med festivalen er nemlig at præsentere alle, der kunne være den mindste smule interesserede i naturvidenskab, på en måde hvor alle kan være med. Forskerne gør denne weekend deres allerbedste for at alle – i alle aldre – kan følge med og finder videnskaben interessant. Derudover er det vigtigt for skaberne bag at vise fakta og videnskab som et modtræk til det postfaktuelle samfund og fakenews. Det er bare endnu en god grund til at komme afsted – det er den ægte vare, du får serveret!

Alt det praktiske

Bloom Festival er en gratis festival for Spørge-Jørgen’er i alle aldre. Der kan selvfølgelig købes mad og drikke i løbet af dagene i madboder på pladsen. Festivalspladsen ligger i Søndermarken på hjørnet af Valby Langgade og Pile Allé. Du kan læse mere og se programmet på Bloom Festivalens hjemmeside.

Om skribenten

Lærke Rask

Lærke Rask

Jeg bor i en hyggelig lille lejlighed i København NV med min kæreste. Jeg kan godt lide at opdage de små finurligheder ved både Nørrebro og Nordvest. Jeg holder af at opleve koncerter og teaterstykker med både venner og familie - det er en rigtig sjov oplevelse at dele. Jeg holder meget af at gå i byen, helst de mere hyggelige barer, og hænge ud med mine venner og min kæreste. Desuden har jeg et had-kærlighedsforhold til bus 6A, og jeg elsker at slå et smut forbi de mange hemmelige caféer i Indre Bys sidegader og drikke min højtelskede caffe latte.