Kultur og Kunst Guides

Guide: Romantisk valentinsdag på budget

Lærke Rask
Skrevet af Lærke Rask

Valentinsdag er lige om hjørnet, men frygt ej hvis du har glemt at købe en gave til din kæreste. Din kæreste vil helt sikkert blive glad for en invitation ud til nogle af de steder, vi nævner i vores guide.

Kreativitet og kaffe

Hvis du har prøvet lidt for mange kaffedates, hvor det er svært til sidst at finde på noget at snakke om, så skal du besøge Creative Space på enten Østerbro eller Frederiksberg. Konceptet går ud på, at mens du drikker kaffe kan du og din date male og dekorere en kop, skål eller noget helt tredje. I kan slippe kreativiteten løs, og måske endda have en dyb samtale om, hvorfor du lige har valgt gul? Hvis det hele går godt, kan du glæde dig til at I har endnu en grund til at mødes – I kan nemlig hente det færdige kunstværk ugen efter i butikken.

Hvor: Kastelsvej 1, 2100 Østerbro / Gammel Kongevej 154 / 2000 Frederiksberg
Pris: Fra 150 kr

Kyssestop i Tivoli

Tivoli har netop åbnet for deres vintersæson, og valentinsdag er på alle måder en oplagt dag at bruge i Tivoli. Start med at gå rundt på stierne og hold i hånd – glem endelig dine vanter, så I kan stoppe op og varme hænderne ved bålstederne. Drik en kop varm kakao med flødeskum, når det bliver for koldt at gå rundt. Glem ikke kyssestationen, der ligger i Smøgen. Det er et perfekt instagram-spot!

Hvor: Vesterbrogade 3, 1630 Vesterbro
Pris: 120 kr pr. person (ekskl. balloner, bamser og varm kakao)

Kyssestationen ligger lige bag Smugkroen. Foto af Peter Nørby

Kærlighed for evigt

Selvom det er koldt, er det altid varmt når der er kærlighed i luften. Hvis du tror, at du har fundet din eneste ene, skal I slå et smut forbi en butik, der sælger hængelåse, og bagefter ud på Bryggebroen. Her kan I hænge en hængelås som symbol for jeres evige kærlighed.

Hvor: Kalvebod Brygge / Islands Brygge
Pris: Find en billig hængelås – broen er gratis

Nyd udsigten

Der findes mange steder i København, hvor du kan få et flot kig ud over byen. Et af de gratis steder er Christiansborg Slots tårn. Det er det højeste tårn i København, så udsigten fås ikke bedre. Måske kan du risikere at skulle stå i kø, men det er det hele værd, når man først ser udsigten. Der er elevator det meste af vejen op.

Hvor: Christiansborg Slotsplads, 1218 København
Pris: Gratis!

Om skribenten

Lærke Rask

Lærke Rask

Jeg bor i en hyggelig lille lejlighed i København NV med min kæreste. Jeg kan godt lide at opdage de små finurligheder ved både Nørrebro og Nordvest. Jeg holder af at opleve koncerter og teaterstykker med både venner og familie - det er en rigtig sjov oplevelse at dele. Jeg holder meget af at gå i byen, helst de mere hyggelige barer, og hænge ud med mine venner og min kæreste. Desuden har jeg et had-kærlighedsforhold til bus 6A, og jeg elsker at slå et smut forbi de mange hemmelige caféer i Indre Bys sidegader og drikke min højtelskede caffe latte.