Det er endnu uvist hvornår teatre, museer, biblioteker og biografer igen må slå dørene op og invitere til kulturelle oplevelser og begivenheder. Er du i mellemtiden ved at udvikle nogle seriøse kunst og kultur-abstinenser, er der heldigvis råd at hente! Det er nemlig muligt at opleve både kunst, teater, nye bøger og film, selvom du må blive hjemme i sofaen lidt endnu.

Et kunstmuseum i stuen

Kunsthal Charlottenborg

Savner du også at trave museumsgangene tynde og opleve en masse fantastisk kunst? Selvom vi ikke kan garantere de lange gange og mange skridt, kan vi godt garantere dig en kunstoplevelse i dit eget hjem:

  • Kunsthal Charlottenborg har netop lanceret udstillingskonceptet 'do it (home)' i Danmark, der indeholder 55 kunstneres instruktioner til at skabe kunstværker derhjemme. Nogle af værkerne bliver til et fysisk produkt - andre er små tanke-opgaver. Alle kan du med fordel lave i selskab med din corona-boble.
  • SMK inviterer til hjem-kunst-skab - på både Youtube, Facebook og deres hjemmeside guider SMK til kunstneriske aktiviteter i hjemmet for både børn og voksne. Lyt til spændende art-talks, lav kunst med Dr. Påske eller se de ældgamle kunstværker i nyt lys.
  • Tag på Guggenheim-museet. Du kender måske "streetview", der gør det muligt at bevæge sig rundt på vejene. Men vidste du, at man nogle steder kan komme ind i bygninger? Du kan fx besøge Guggenheim-museet i New York og bevæge dig rundt i deres udstillinger! Klik her og bliv sat af midt på museet

Dit Kongelige Hjemme-Teater

Nøddeknækkeren på KGL XTRA. foto: Henrik Stenberg

Scenekunst, skrå brædder og stående bifald - nøj, hvor jeg savner at gå i teatret! Heldigvis findes der masser af muligheder for at opleve teatret hjemmefra, og selvom det ikke er det samme, så hjælper det lidt på savnet.

  • KGL XTRA finder du et enormt digitalt arkiv, hvorfra du kan streame både ballet, opera, koncerter og teater-forestillinger fra Det Kongelige Teater helt og aldeles gratis.
  • AAT STREAM er du på lørdag d. 23 januar inviteret til premiere på teaterforestillingen 'Tine' af Herman Bang! Aalborg Teater livestreamer nemlig forestillingen kl. 19:00 - helt gratis. Læs mere her
  • AKT1 hørespil - siden 2013 har AKT1 produceret hørespil, som er teater i lydform! Du kan lytte til dem alle på hjemmesiden - der ligger alt fra Ida Marie Hedes Ponytailmonologer til fantastiske Til Eftertiden.

Hjemmebiografen

Lav en gang ekstra (!) saltede popcorn, smid dig i sofaen og sæt en god film på: Det er jo næsten som at være i biografen! Har du ikke efterhånden abonnement på alle streaming-tjenester i verden, findes der også gode, gratis alternativer til hvor du kan finde de gode film og serier:

  • Filmstriben er bibliotekernes digitale side, og hér kan du fjernleje film af alverdens genrer, helt gratis. Til min store overraskelse kan man på Filmstriben se ret nye film! Se både 2020's Oscar-vinder Parasite, anmelderroste Proxima og fantastiske De Urørlige.
  • Cinematekets Børnebiffen er som alt andet aflyst for tiden, men derfor skal de 3-6-årige ikke mangle gode kortfilm! Af den grund ligger de nu online, frit tilgængelige for alle.
  • DR TV er fuld af film, serier, dokumentarer og alt derimellem for både store og små. Se fantastiske danske film som Dronningen, Ternet Ninja og Den Skaldede Frisør.

Tag på LitteraTur derhjemme

Biblioteker og boghandlere er lukkede, og litteraturfestivaller bliver der heller ingen af foreløbigt. Men så er det heldigt, at der findes masser af muligheder for at rejse i litteraturen alligevel:

  • Louisiana Channel er et fantastisk online tilbud med en række små videofilm, der både gør dig klogere på kunst og litteratur. I deres nye tema A Closer Look on Danish Writers kan du høre intet mindre end 14 forfattere fortælle om deres romaner og arbejdsproces.
  • E-reolen.dk finder du et stort udvalg af e-bøger, lydbøger og podcasts som du kan låne med dit biblioteks-login. Og ikke bare de gamle, støvede af slagsen: Der findes en masse spritnye udgivelser!
  • Læsekompas.dk sikrer, at du ikke læser noget forgæves: Her guides du til din næste læseoplevelse. Den kan du så efterfølgende låne på e-reolen!