Privatlivspolitik
Gratis Kultur og Kunst

Cykelrute til kunstværker i København

Kunstværker København - Cirkelbroen
Avatar
Skrevet af Jacob Stensdal

Kunsthal Charlottenborg lancerer landsdækkende BIKE ART TOUR, som indebærer kuraterede cykelruter til offentlige kunstværker af samtidskunstnere i København, Aarhus, Esbjerg og Odense. Blandt værker er kunstnere som: Olafur Eliasson, Gudrun Steen-Andersen, Katharina Grosse, BIG & Superflex – og som noget helt nyt kan cykelruterne nu også tilgås direkte fra kunsthallens app.

I 2018 lavede Kunsthal Charlottenborg en kurateret cykelrute til ti kunstværker i København for at hylde kunsten i det offentlige byrum. Nu foldes konceptet ud i hele landet i samarbejde med lokale kunsthaller og museer. Alle værkerne kan opleves fra cyklen og tilgås direkte fra kunsthallens app. Den er gratis og kan hentes i App Store eller Google Play. På app’en kan man læse værkbeskrivelser og få de nøjagtige adresser til kunstværkerne.

Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, udtaler: ”På grund af coronavirus vil mange kulturtilbud være lukket og de fleste vil holde deres sommerferie i Danmark. Derfor vil vi i samarbejde med Kunsthal Aarhus, Esbjerg Kunstmuseum og Det Fynske Kunstakademi gerne berige danskerne med noget af den fantastiske kunst, som man frit kan opleve i det offentlige rum over hele landet. Det vi håber på med BIKE ART TOUR er, at rigtig mange danskerne vil gribe muligheden for at rejse rundt i landet eller gå på opdagelse i deres egen by og udforske den unikke samtidskunst, som vi har i vores byrum.” 

Kunstværkerne i København

– Eva Koch, Sankt Annæ Hjul, 2016. Sankt Annæ Plads.
– Jeanette Ehlers & La Vaughn Belle, I Am Queen Mary, 2018. Vestindisk Pakhus, Larsens Plads.
– Finn Reinbothe, Monument over Danmarks internationale indsats efter 1948, 2011. Kastellet.
– Olafur Eliasson, Cirkelbroen, 2015. Cirkelbroen, Johan Semps Gade.
– Kirstine Roepstorff, Klangfrø, 2014. Københavns Universitet, Njalsgade 120, B22.
– Paul Tempels, Christianias flag, 1971. Fristaden Christiania.
– John Kørner, Woman with 24 problems, 2004. Blekingegade, Amagerbro Station.
– BIG & Superflex, Superkilen, 2012. Nørrebrogade 210.
– FOS & Balfelt, Mændenes Hjem, 2006. Lille Istedgade 2.
– Poul Gernes, Palads Teatret, 1989. Axeltorv. 

Fakta om BIKE ART TOUR

Der er udvalgt 10 kunstværker i København, som man gratis kan cykle rundt og opleve i det offentlige rum. For at gøre det endnu nemmere for folk har Kunsthal Charlottenborg udgivet en app, hvor der er kort over værkerne i de forskellige byer, samt tekster til hvert værk, så man kan blive klogere på kunstnerne og værkerne.

Download kort på kunsthalcharlottenborg.dk eller via kunsthallens app ’Kunsthal Charlottenborg’

Pris: Gratis 

Hashtags til cykelruten 

#bikearttour #kunsthalaarhus #kunsthalcharlottenborg
brug også gerne #tipkbh

Husk de generelle sikkerhedsregler under Corona/Covid-19: Vær ikke mere end 10 mennesker samlet, hold 1-2 meters afstand på cykelturen og ude ved værkerne.  

Fotoet til denne artikel er taget af Anders Sune Berg, som viser Olafur Eliasson kunstværk “Cirkelbroen”, der blev lavet i 2015.

Se vores andre artikler indenfor kultur og kunst her.

Om skribenten

Avatar

Jacob Stensdal

Jeg er meget nysgerrig på at udforske og opleve de mange muligheder der er i København. Mine primære interesser er sport og events, hvorfor de fleste af mine artikler vil komme til at omhandle dette.