Kultur og Kunst

Fest og ballade på Haveje

Lærke Rask
Skrevet af Lærke Rask

Måske er du ikke vokset op med at be’ guderne om godt vejr på Haveje, men alligevel kan du nok godt nynne med på, hvad der skete Midt om Natten…

Jeg bor til leje, på Haveje…

Tivolis koncertsal bliver fyldt med både det unge og det ældre publikum, når Tivoli fremfører alle de gode gamle med Kim Larsen. Man kan ikke undgå ikke at lade sig rive med af stemningen. Når man sidder blandt det ældre publikum, der kan alle sangene både forfra og bagfra, drømmer man sig tilbage til, hvordan det var at være den unge Arnold og Benny, der bliver smidt ud af strisserne, og finder et forladt Tivoli, der får navnet Haveje. Halvdelen af publikum er opvokset i samme tid med samme ungdomstanker og problemer. Musicalen er ikke bare Kim Larsens sange, der bliver sunget af skuespillere – det er en fortælling om et opgør i en ungdomsgeneration, der bare gerne vil opføre sig som unge uden forpligtelser.

Ungdomskærlighed og sorgløse tider

Det er ikke uden grund, at de mange sange har en helt særlig plads hos mange danskeres hjerter. Sangene om at ville frigøre sig fra systemet, leve efter egne regler og helt almindelig ungdomskærlighed er temaer, mange unge kender til – både da sangene var nye, og nu, hvor de vist godt kan kaldes dansk kulturhistorie, uden at fornærme nogen. Man følger Benny og Arnold, der kan og vil det hele, og nu hvor Haveje er en realitet, skal der meget til at knække dem. Men når man laver sine egne regler, flytter ind i et nedlagt Tivoli, hvor staten gerne vil bruge grunden, og kysser med den andens kæreste, så er livet ikke så frigjort og sorgløst længere.

Af skuespillere kan nævnes Kurt Ravn og Troels Malling, der spiller Arnold, Susan Himmelblå spilles af Lise Baastrup, og så er det første gang, at Gustav Wolmer står på en stor scene med en hovedrolle som Benny.

Billetter til Midt om Natten kan købes her, og der spilles frem til 29. april. Du kan med fordel kombinere oplevelsen med en tur i det fine forårstivoli, dufte til tulipanerne og prøve de nye forlystelser!

 

Om skribenten

Lærke Rask

Lærke Rask

Jeg bor i en hyggelig lille lejlighed i København NV med min kæreste. Jeg kan godt lide at opdage de små finurligheder ved både Nørrebro og Nordvest, og især Verdenshjørnet er et af mine go-to steder. Jeg holder af at opleve koncerter og teaterstykker med både venner og familie - det er en rigtig sjov oplevelse at dele. Jeg holder meget af at gå i byen, helst de mere hyggelige barer, og hænge ud med mine venner og min kæreste. Desuden har jeg et had-kærlighedsforhold til bus 6A, og jeg elsker at slå et smut forbi de mange hemmelige caféer i Indre Bys sidegader og drikke min højtelskede caffe latte.