Mad og Drikke

Bæredygtig mad i grønne omgivelser hos Glou Glou

Den 7. marts 2019 slår Glou Glou første gang dørene op for offentligheden, hvor du kan komme forbi til en snack og et glas vin på husets regning.

Jeg var så heldig at være inviteret til pre-åbningen af stedet, som vil få enhver, der interesserer sig lidt for bæredygtighed, til at klappe i hænderne.

Glou Glou

Du kender den nok: den klukkende lyd af vin, der bliver hældt fra flasken. Derfra kommer inspirationen til navnet på Nørrebros nye grønne ven, Glou Glou. Her er der højt til loftet, som er omringet af plantebeklædte vægge, når der bliver serveret bæredygtig mad efter princippet 60-30-10. På menukortet finder du nemlig ikke blot én vegetarret, som vi ellers kender det. På Glou Glou er menuen 60% vegetarisk, 30% med fisk og 10% med kød.

Bæredygtig vin
Økologisk vin på hane

Døren er åben morgen, middag og aften tirsdag-søndag, hvor menukortet byder på forskellige grønne og bæredygtige fristelser. Kaffen er rund og mild. Og vinen flyder i en lind strøm ud af vinhanerne, som vi gavmildt fik lov til at teste og smage.

Morgenmaden, som vi fik serveret, skal have stor ros med herfra. Den bestod bl.a. af avokadocreme på ristet rugbrød, kandiseret fladbrød med bærkompot og cremefraiche og, min personlige favorit, pocheret æg på en bund af spinat og brioche.

Bæredygtig morgenmad
Udpluk af morgenmaden

På en gråvejrsmorgen som det var, da jeg var forbi, var Glou Glous plante-, og blomsterrige indretning virkelig påskønnet. Man kunne næsten have bildt sig selv ind, at solen skinnede ind gennem vinduerne i det drivhus-inspirerede rum.

Hvor: Glou Glou, Rantzausgade 22, 2200 København N

Om skribenten

Isabella Vaz Amarante

Isabella Vaz Amarante

Hvor man finder mig? Med en veninde under armen i Botanisk Have, på den ikke-så-SU-venlige restaurant eller til den der udstilling, som jeg bare må have et billede af. Men oftest vil du finde mig i fuld fart på cykelstien, på det lokale pizzaria (flere gange om ugen), på baren med de billige øl eller til happy hour på den snuskede og propfyldte klub.