Privatlivspolitik
Mad og Drikke DinnerDays Festivaller Restauranter København

DinnerDays i København

DinnerDays
Avatar
Skrevet af Jacob Stensdal

København er spækket med spændende og lækre madoplevelser på de mange restauranter, der er at finde i hovedstaden. Et godt tidspunkt at afprøve nogle af disse kulinariske madoplevelser, som København har at byde på er, når DinnerDays løber af stablen.

Hvad er DinnerDays?

DinnerDays er en årligt tilbagevendende begivenhed, som fandt sted for første gang i København i 2015, og som arrangeres af DinnerBooking.com. Det er en madfestival, som foregår over hele landet i skolernes vinter- og efterårsferier. Konceptet er enkelt: Du får god mad – billigt.
I København finder du hele 49 forskellige, hyggelige og spændende restauranter, der er en del af DinnerDays. Så der er altså masser af forskellige muligheder for dig, der gerne vil have en god, treretters menu til en rigtig god pris – måske på en restaurant, som du længe har tænkt på at besøge.

Hvor foregår DinnerDays?

DinnerDays er som sagt en landsomspændende madfestival, og restauranter fra hele Danmark deltager i konceptet. Men i Aarhus og København er der især mange restauranter, caféer og andre spisesteder, der tager del i den gastronomiske begivenhed. Om du er til traditionel, dansk mad, saftige steaks, italienske pastaretter eller noget helt fjerde, kan du ganske sikkert finde noget til dine smagsløg på én af de 49 københavnske restauranter, der er en del af DinnerDays.

Hvornår foregår det?

DinnerDays 2020 finder sted næste gang mellem d. 7. og d. 16. februar – nærmere bestemt i skolernes vinterferie. Det er altså en oplagt anledning til at tage hele familien med ud for at spise en lækker, treretters menu til en rigtig god pris. De sidste par år har DinnerDays også fundet sted i skolernes efterårsferie i uge 42. Så hvis du misser det denne gang, er der altså mulighed for at opleve det igen til efteråret.

Hvad koster det?

Den grundlæggende idé for DinnerDays-konceptet er, at man skal kunne spise en god, 3-retters menu til en rigtig god pris. Derfor kan du til Dinner Days få tre retter på en række restauranter til den nette sum af 210 kr. plus gebyr. Til denne pris får du en menu, som er fastlagt på forhånd af de deltagende restauranter. Nogle restauranter tilbyder dog også en vegetarisk udgave af menuen.

Der er desuden mulighed for – på udvalgte gourmetrestauranter – at få en eksklusiv gourmetoplevelse til kun 400 kr. Det er ikke alle restauranter, der tilbyder gourmet-menu. Så hold øje med dette, når du bestiller din billet til DinnerDays i København.

Restauranter i København, der indbyder til en romantisk date

Trænger du og din kæreste til forkælelse, så er DinnerDays en god undskyldning for at tage på romantisk date.

Manon les Suites

På rooftop restauranten, Manon les Suites, er der garanti for romantik. For den unikke restaurant, der ligger i hjertet af København, byder nemlig på en smuk udsigt ud over søerne og Københavns tage, fascinerende og eksklusive omgivelser, der minder om noget på Bali og ikke mindst lækre og velsmagende franske retter. Menuen, der er fastlagt i forbindelse med DinnerDays, består af rødbede carpaccio med blåbær og gedeost, torske ceviche og tartine chocolat – så en vaskeægte fransk menu.

Rebel

Skal I forkæles ekstra meget med en gastronomisk oplevelse, kan I tage på restauranten Rebel. De har endda fået tildelt Bib Gourmand-status i Michelinguiden. Og det er med god grund, når man har prøvet deres yderst velsmagende og altid spændende retter. I forbindelse med DinnerDays står menuen af ikke blot forret, hovedret og dessert, men dertil også snacks at starte ud på samt en mellemret mellem forret og hovedret. En DinnerDays menu koster da også 400 kroner pr. person hos Rebel frem for de sædvanlige 210 kroner. Men så får man sig til gengæld også en oplevelse ud over det sædvanlige.

De hyggeligste steder at tage ud med vennerne

Trænger du til en aften ud med vennerne, hvor I blot skal hygge jer med en tre retters menu, der ikke koster det hvide ud af øjnene? Så er her to stærke bud på steder, der er oplagte til en middag i venners lag.

Undici

Tag med vennerne en smuttur til det idylliske Italien! Eller såmænd “bare” det charmerende Christianshavn, hvilket er hyggeligt i sig selv. Men på Undici bliver du altså taget med til toscansk landidyl – både når det kommer til maden, men også til stedets hyggelige indretning. Undici ligger i et gammelt autoværksted ved vandkanten af et af Christianshavns solrige hjørner. Det er altså i disse formidable omgivelser, at du kan nyde dine tre retter hos Undici. I forbindelse med DinnerDays består menuen af anti pasti med fem små deleretter, carbonara con guanciale og tiramisu.

Er du vegetar, er der desuden også taget højde for det under DinnerDays på Undici. Du kan nemlig også vælge en Melanzane di parmeggiano i stedet for Carbonara som din hovedret. Ligesom menuen er fuldkommen italiensk, så kan du desuden også nyde godt af det lækre italienske vinkort sammen med dine venner på Undici.

Kompasset

Er du og dine venner til det mere velkendte danske mad, så er Kompasset helt sikkert stedet for jer! På Kompasset kan man nemlig nyde godt af deres eminente smørrebrød. Og her på Kompasset kan få to forskellige slags menuer, alt efter om man er til en frokost menu eller til aften menuen. Så på Kompasset kan du altså også nyde godt af DinnerDays midt på dagen sammen med dine venner.

På Kompasset kan du til DinnerDays både få en frokost- og aftenmenu. Frokostmenuen består af rimmet laks med rygeostcreme, kyllingesalat og blodappelsin-tærte. Aftenmenuen står på samme forret og dessert, men hovedretten er skiftet ud med vildsvin med bagte jordskokker og trøffelsauce, som kan nydes blandt farverige bygninger, bølgeskvulp og god stemning på Nyhavn.

Hvis man spiser vegetarisk 

Hvis man er vegetar, kan man naturligvis stadig få sig en sublim madoplevelse, når der afholdes DinnerDays i København. Der er nemlig et hav af restauranter, der har fastlagt en menu i forbindelse med madfestivalen, hvor de har sørget for, at der også er en lækker og spændende vegetarisk menu til rådighed. Det er blandt andet restauranterne Address, Asador, Couloir, Fuego, Godtfolk, Restaurant Graden – for bare at nævne nogle af dem. Så DinnerDays er med garanti også for dig, der spiser vegetarisk. De fleste restauranter ønsker blot, at man noterer det i kommentarfeltet ved bookingen. Så vil de have en vegetarmenu klar til at blive serveret for dig.

Restauranter med de bedste ratings

Hvis det ikke er vigtigt for dig, hvor du spiser, men du går efter at få en god oplevelse. Så kan du vælge mellem nogle af de restauranter, som har de bedste ratings på google. Hvis du vælger én af disse, kan du være helt sikker på, at du får en god oplevelse, fordi anmeldelserne stammer fra andre kunder, som har været meget tilfredse med deres oplevelse af restauranten.

Hos Barr får du en nordeuropisk gourmetoplevelse udover det sædvanlige for kun 400 kr. Menuen står på stenbidderrogn, frilandsgris med trøffel og sød kage med flødecreme, og mens du spiser har du havet som din nærmeste nabo. Restaurant Barr har en rating på 4,6 ud af 5 mulige stjerner baseret på 671 anmeldelser.

Restaurant Koefoed finder du i hjertet af København, blot et stenkast fra Kgs. Nytorv. Denne restaurant har en forkærlighed for Bornholmske retter, hvilket smitter af på menuen og menukortet. Det er tydeligvis noget, der er afholdt i København, for det har resulteret i en score på hele 4,6 ud af 5 mulige stjerner på Google, baseret på 371 anmeldelser. Til DinnerDays består menuen her af røget laks, kalveculotte og kirsebær med iscreme.

Restaurant Tight har med sine mere end 1100 anmeldelser scoret en rating på 4,5 ud af 5 mulige stjerner på Google. Tight byder på rusikke rammer fordelt på to etager med varm og hyggelig stemning. Menuen til DinnerDays står her på soyagravad laks, kalveculotte og passionsfrugt-cheesecake.

Restauranter med havudsigt

Der er noget helt særligt ved at have udsigt over Københavns Havn eller Øresund. Det gælder særligt når man spiser en lækker tre-retters menu. Derfor har vi naturligvis også samlet en række restauranter, hvor du kan nyde en billedskøn udsigt over vandet kombineret med en gastronomisk oplevelse i særklasse.

På Restaurant No. 2 sætter du dig til rette nærmest direkte på kanten af Hammershøj Kaj på Christianshavn. Her får du en formidabel udsigt oer Københavns Havn, Den Sorte Diamant og alle de tårne og spir, der stikker op over hovedstadens skyline. Menuen her står på porcheret æg med ristet vinterkål, stegt grisebryst med løgpuré og iscreme med lakridsrod og blodappelsin.

Beliggende direkte på kajen ved Tuborg Havn i Hellerup finder du Restaurant ADDRESS. Her står menuen til DinnerDays på torsk med rødbede, sennep og estragon til forret, gris med kål, safran og pastinak som hovedret samt chokolade i alle mulige afskygninger til dessert. Du kan nyde denne udsøgte menu samtidig med, at du har udsigt ud over lystbådehavnen og det klare vand.
Direkte på Islands Brygge ligger Aristo Café og Restaurant, hvor du har udsigt over Københavns Havn og den legendariske Langebro. Hvis du timer dit besøg helt rigtigt, kan du nyde den lækre treretters menu med en udsigt til solnedgangen over vandet ud af restaurantens store panoramavinduer. På solskinsdage er der mulighed for udendørsservering, og så har du altså første parket ned til vandet. Menuen til Dinner Days indeholder blandt andet jordskokkesuppe med bagt torsk, oksemørbrad med gulerodspuré eller rødfisk med risotto, og creme brulee med sorbet til dessert.

Om skribenten

Avatar

Jacob Stensdal

Jeg er meget nysgerrig på at udforske og opleve de mange muligheder der er i København. Mine primære interesser er sport og events, hvorfor de fleste af mine artikler vil komme til at omhandle dette.