Privatlivspolitik
Mad og Drikke Kultur og Kunst Torvehallerne

Torvehallernes kulinariske univers

Torvehallernes kulinariske univers
Line Ingerslev
Skrevet af Line Ingerslev

Kun få hundrede meter fra de larmende gader på Nørreport Station finder vi et særskilt madunivers. I Torvehallernes indbydende atmosfære finder vi alt fra de traditionelle ost –og slagteristader til de mere eksotiske og moderne input.

En blandet duft af nybagt brød, skarpe krydderier og frisk fisk vælter ud fra de charmerende rammer ved de to søjlebårne torvehaller. En let summen af travle stemmer flyder henover de forskellige stader i dette charmerende madmekka. De mange farver fra det store udvalg af specialiteter lyser lokalerne op, mens hver stadejer smilende kredser rundt om deres unikke produkter. Den stressede stemning fra de trafikerede gader kun få hundrede meter væk fra dette kulinariske univers synes pludseligt ikke eksisterende. Her kan sjælen slappe af til de hyggelige nuancer af forskellighed.

Respekt for råvarer

Torvehallerne er et madmarked placeret i indre København. Hver uge får markedet besøg af over 60.000 københavnere, hvilket vidner om attraktive produkter og hyggelig atmosfære. Torvepladsen fylder næsten 7000 m2, og er designet af Arkitekturværkstedet, som både har gjort sig bemærket nationalt og internationalt. Torvehallerne genåbnede i 2011, efter Grøntorvet lukkede ned på pladsen for 53 år siden. Markedspladsen har fokus på mangfoldighed, forskellighed, smag og kvalitet. På markedet gør man sig umage for at have respekt for råvarer, måltider og madkultur.

Asparges og kartofler

Ved de grønne stader kan man næsten smage friskheden i luften. I denne måned kredser udvalget særligt om to delikatesser; asparges og kartofler. I maj måned er disse to eftertragtede smagsoplevelser kåret til månedens råvarer. Små pyramider af nøje stablede kartofler dominerer de grønne områder. Samtidig bugner torvet af de længeventede, grønne kongegrønsager, som inden længe vil være en naturlig ingrediens i sommerens mange retter. Forestillingen om disse rige smagsoplevelser bringer tankerne til de lange lyse nætter, duften af nyoptændt kul og lune briser. Den danske sommer er lige om hjørnet, hvor både asparges og kartofter når sæsonens højdepunkt.

Torvehallernes kommende begivenheder

Henover sommeren vil der i Torvehallerne blive præsenteret en lang række events. Eksempelvis er onsdag udråbt som den officielle markedsdag. Her vil småproducenter, gartnere, fritidslandmænd og kokke dele ud af små delikatesser på Torvehallernes udendørsplads. Søndag d. 17 maj kommer Roskilde Dyrskue på besøg, hvor markedet vil blive forvandlet til et virvar af ponyer, høns og kødkvæg. I madværkstedet kan man lære om dyrenes anatomi og nyde gratis smagsprøver. Hvis du er mere til lækre toner og et par dråber i glasset, præsenterer Le Petit hver tirsdag ”Funky Tuesday”. Her bliver der spillet vinyltoner og drukket vin. Find alle events her.

En stolt tradition

Torvehallernes mange spændende stande giver et afbræk fra hverdagens travlhed. Hvis man lukker øjnene er det næsten som om, at man selv står midt i selve høstningen af alle de friske råvarer. De to søjlebårne torvehaller emmer af kvalitet, hygge og passion – passion for mad. Den specielle stemning er til stede over alt – fra den ældre dame, som nøje udvælger sine tomater til middagsmaden, til de unge mænd, som fristet af det store udvalg af kød. Det hele er til stede her. Det er ikke svært at forestille sig, at markedspladser som dette, har genvundet sin plads i københavnernes hjerter. I København har der været en stolt tradition for, at handle på markedspladser. Dette ændrede sig i takt med, at nye supermarkedskæder så dagens lys, og danskerne ikke havde den fornødne tid længere. Dog behøves en indkøbstur nødvendigvis ikke være noget, som bare skal overstås, men noget, som skal nydes, opleves og sanses. Så hvis man er vild med jord til bord-tanken, kan lide at eksperimentere i sin hverdag eller bare ønsker en god oplevelse, så er Torvehallernes imponerende indkøbssted noget, som skal prøves.

Om skribenten

Line Ingerslev

Line Ingerslev

Jeg er kommunikationsstuderende ved DMJX i København. Jeg har altid haft en passion for interaktion mellem mennesker på baggrund af medier, kultur og lingvistik. Mit mål i livet er at rejse verden rundt og få indblik i nye kulturer. Hvis du vil læse mere om mig, så klik ind på min hjemmeside: http://linejensen6.wix.com/lineingerslev

Skriv en kommentar