Musik og Film

Liv i universet – er vi virkelig alene?

universet

Hvis du er træt af regn og har brug for inspiration til, hvad du kan lave på en kold maj-dag, skulle du overveje at tage i Planetariet. Lige nu er der ni forskellige film, du kan nyde, på det næsten 1.000 kvadratmeter store lærred, der handler om alt fra dinosaurer, til havets giganter og universet. Tipkbh har været et smut inde og se dokumentaren “Liv i universet” til en spændende og informativ aften.

Guidet tur ud i universet

Hvis du er en garvet Planetariet-gænger, så ved ud at inden filmene starter, kommer man på en rumrejse i 3D, hvor man bliver taget helt ud til den yderste del af vores galakse. Man svæver blandt andet igennem Mælkevejen, besøger Saturn, og bliver generelt bare klogere på vores univers. Inden den valgte film går i gang får man et kig på den stjernehimmel, man kan se på nuværende tidspunkt.

Liv i universet – er vi alene?

Er vi egentlig alene i universet? I årtier har  vi udforsket rummet for at få viden og finde muligt liv. I 1977 blev der endda sendt et rumfartøj ud med lyde og billeder fra jorden i håb om, at nogen derude svarer tilbage. Hvad end det er udenjordiske livsformer eller fremtidige mennesker.

I den proces har vi fået en masse information. Og vi har fundet ud af, at der findes milliarder af planeter. Så kunne det ikke tænkes, at bare én af dem indeholder de elementer, der skal til, for at liv kan skabes?

Inden vi dykker videre ned i det spørgsmål og kommer på en rundtur i universet – ud gennem Solsystemet og helt ud til universets aller yderste grænse, starter vi på jorden.

Vi bliver taget med til Hawaii til de utrolige lava-områder og de hydrotermiske skorstene dybt nede under havet. Her søger astrobiologer at finde ud af, hvordan liv får fat. For i sprækkerne fra jordens kerne er der barske omgivelser, men alligevel findes der masser af liv.

Med fantastiske billeder fra de kraftigste teleskoper i verden tager vi herefter en tur ud i universet. Til overfladen på Mars og videre til Jupiter og Saturns is-måner, hvor der findes noget af det vigtigste for at liv kan skabes: Vand!

Efterhånden som denne medrivende eventyrrejse ud i universet viser os muligheden for liv på andre planeter, der ligner Jorden, vil vi godt garantere, at du bliver i tvivl om, vi virkelig er de eneste i universet. Bare en lille smule.

Om vi virkelige er alene i universet eller ej, ja, det må du se filmen for at finde ud af :).

Tag en ven, en date, din familie eller andre ind til en informativ time med smukke billeder – det vil du ikke fortryde. Har du mod på to film, så kan vi desuden anbefale filmen “Vores Smukke Planet”.

Det praktiske:

Trailer og link til billetter.

Pris:
Voksne: kr. 150,-
Børn (Fra 3-12 år): kr. 99,-

Hele forestillingen tager ca. 60 minutter.

Type: Dokumentar i 2D

Sprog: Dansk, men høretelefoner kan købes for 20 kr for at høre den engelske tale.

Engelske titel: The Search for Life in Space

tipKBH blev inviteret af Tycho Brahe Planetarium til at se filmen.

 

Om skribenten

Sarah Vangsgaard Winge

Sarah Vangsgaard Winge

Jeg er bosat på skønne Amager og Jeg ELSKER simpelthen København. Jeg er helt forelsket i stemningen, maden og de tilbud, der kan findes overalt i byen! Jeg har en forkærlighed for små skæve restauranter, gerne hvor der er fokus på økologi. Og så er jeg altid frisk på at prøve nye ting, omend det er salsaundervisning på en onsdag eller genbrugsshopping på en fredag. De spændende oplevelser vil jeg elske at vise jer her på TipKBH.